I bogen ”Hvem har taget min energi” beskriver Steen Bosebjerg med vid, bid og indsigt det moderne arbejdsliv. Som klassikeren ”Who Moved my Cheese” foregår denne historie også i en museverden. I starten kan det føles lidt cheesy, og der har da også sneget sig mere end en kliché ind. Men når man kommer ind i historien, gør det ikke noget, for jo længere ind man kommer, jo mere mening giver det. Og så holder bogen hele vejen som en moderne nyfortolkning af klassikeren.
Bogen kan naturligvis læses med mange briller. Jeg har selv arbejdet i en stor virksomhed, så jeg læser den på min måde. Med de store Corporate-briller på. Men uanset, hvordan ens arbejdsliv er – eller har været, så er der noget at hente i bogen.
Når jeg læser historien, bliver jeg både forundret, forløst og underholdt. Forundret over, at min egen oplevelse af ineffektiviteten i store virksomheder virker mere som reglen end undtagelsen. Forløst over at de frustrationer man støder på i arbejdslivet, egentlig er ret underholdende, når man kan se dem udefra, som når de bliver taget under kærlig satirisk behandling. Og naturligvis underholdt fordi Steen Bosebjerg skriver både sjovt, skævt og skarpt.
DJØF med MUS
Hvis du har set – og grinet af – showet ”DJØF med løgn”, så vil jeg klart anbefale dig ”Hvem har taget min energi”. For pointerne er langt hen ad vejen i samme boldgade, men i bogen er der lagt felter ind til mere refleksion end egentlig underholdning. Hvilket i mine øjne klæder bogen rigtig godt. For som den ene mus, der hele tiden spørger ”hvorfor”, så kan alle os, der arbejder i eller med store virksomheder også med rette stille os selv samme spørgsmål.
Management-musulenter
Bogen er også et høfligt angreb på kulturen med management konsulenter, som trækker Excel-ark ned over mennesker, uden forståelse for menneskelig adfærd. Eksterne konsulenter, som altid mener, de kan optimere (læs: spare) 5-10% i en virksomhed.
Og har man bare en gang siddet i en virksomhed, der gennemgår en omstrukturering, vil man kunne nikke genkendende til hele jargonen og processen. Og smile med, når de små mus fortæller, hvordan det hele skal gøres.
Hvorfor?
Og hvorfor skal du så læse ”Hvem har taget min energi”? Det skal du af flere årsager. Dels fordi den er underholdende. Men der er også et dybere lag. Lidt lige som i ”Kejserens nye klæder”. For den er også inspirerende og en kilde til refleksion. Især i denne tid med Fake News og Click Bait, bør vi stille os selv det kritiske spørgsmål ”Er det nu også hele historien?”.
Bogen åbner op for, at vi trækker os lidt tilbage, og tager et kritisk blik på vores hverdag og arbejdskultur. Og det synes jeg faktisk er den vigtigste årsag til, at du skal læse bogen. I mine øjne har Steen Bosebjerg begået en ny-klassiker med ”Hvem har stjålet min energi”. Og hvis du kender en, der er kørt lidt fast i hamsterhjulet, så er bogen den oplagte gave.
For jeg fik i hvert fald rigtig meget god energi af at læse den.
Martin Wagner, Marketingchef